Rideterapi
Hvad er rideterapien hos os?
Konkret så handler rideterapien hos os om at skabe, eller genskabe en bedre kontakt til sig selv gennem hesten. Via forskellige mindfulness øvelser øver vi os i at mærke os selv, bruge vores sanser, være bevidst nærværende, lade tankerne være, og på den måde skabe ro og balance i kroppen.
Kontakten til hesten kan bl.a. være at observere hestene, strigle hesten, øvelser med hesten fra jorden, og mindfulnessøvelser ved og på hesten.
Rideterapien hos os er tilrettelagt i en ramme som er forudsigelig og der arbejdes med genkendelighed og struktur. Det den enkelte får med fra en session er meget individuelt. Det der arbejdes henimod, viser sig på mange forskellige måder og det er ligeledes meget forskelligt, hvor langt et forløb er.
Naturen er ligeledes en del af rideterapien, hvor vi bruger vores sanser. Hverken hesten eller naturen dømmer os og vi kan være præcis, som vi nu engang er.
For at få optimalt udbytte af rideterapien, skal du være indstillet på at bruge ca. 10 min. dagligt hjemme.
Hvem kan have glæde af rideterapien hos os?
Ønsker du at lære noget mere om dig selv, tage lederskab i eget liv, blive tydeligere i din kommunikation overfor andre mennesker, eller genskabe kontakten til dig selv. Du kan her finde et rum i en ofte travl hverdag, hvor du kan lære at finde roen, og bare være i nuet.
Mennesker med psykiske og/eller sociale udfordringer, som fx stress, angst, ADHD/ADD, PTSD, depression, lavt selvværd, eller føler dig udbrændt. Det ikke er en forudsætning, at man har en diagnose.
Hos os er rideterapien primært for unge og voksne.
Rideterapi handler ikke om, at man tilegner sig ridefærdigheder, som i almindelig ridning, men er for dem, som har en lyst til at lære noget om sig selv i samspil med hesten og naturen.
Hvad er det hesten kan?
Hesten er et flokdyr og vil altid prøve at skabe ro omkring sig. Dette danner grundlaget for en personlig udvikling hos mennesket i de psykologiske processer der forgår mellem hesten og mennesket i bl.a. rideterapien. Hesten og menneskets nervesystem ligner hinanden. Den har en evne til at mærke vores nervesystem ca. 1 meter fra sig. Kommer man med et ”rejst nervesystem”, vil den intuitiv prøve at hjælpe til med at genskabe ro ved at udsende ”sænkende signaler” i dens kropssprog. Man kan på den måde lære meget om sig selv, når man prøver at aflæse hestens kropssprog. Når kontakten til hesten er skabt, kan man også, omvendt få den til at spejle sig i mennesket via forskellige øvelser. Her arbejder man fx med lederskab og tydelighed.
Praktisk info.
- Tag tøj på efter vejret.
- Lukkede sko.
- Har du en ridehjelm eller en cykelhjelm, er du velkommen til at tage den med, ellers er der mulighed for at låne.
- Egen forsikring skal anvendes.